Parterapi og partjek

Har I vanskeligheder ved at forstå hinanden eller med at kunne rumme jeres forskelligheder? Oplever I, at jeres kommunikation ender med konflikt og forsvar, og I egentlig aldrig får hørt, hvad jeres partner siger?

For nogle er parterapien blot en måde at få ny inspiration i et forhold, de ønsker at udvikle og værne om. 

Andre søger hjælp, når de befinder sig i en periode præget af krise på grund af fyring, utroskab, sygdom eller andre årsager, som ryster et ellers okay parforhold i sin grundvold.

Andre igen kommer slet ikke for at få forholdet til at fungere, men for at få planlagt en skilsmisse til at forløbe så gnidningsløst som muligt.

Men langt de fleste søger parterapi, fordi de lever i et parforhold, hvor parrets indbyrdes uoverensstemmelser efterhånden har vokset sig så massive eller har stået på i så lang tid, at problemerne opleves som næsten uløselige.

I parterapien vil vi arbejde med, at få etableret et trygt rum mellem jer. Derved kan I få talt om de frustrationer, I har i forhold til hinanden og få udfoldet nogle af de ønsker, I har for jeres forhold. Vi kan arbejde med, at få ændret destruktive mønstre, således at nye veje og mere hensigtsmæssige måder, at leve sammen på, kan etableres.

Er du i tvivl om jeg  kan hjælpe jer, så er du velkommen til at kontakte mig for en uforpligtende samtale herom. Så kan du også få en fornemmelse af, om ”kemien passer”.

Tillid og gennemsigtighed er afgørende for mig i mit arbejde. Nogle gange kan jeg hjælpe – andre gange kan jeg ikke. Såfremt jeg vurderer, at jeg ikke i tilstrækkelig grad kan hjælpe jer, vil jeg dele dette med jer. Så spilder I hverken tid, energi eller penge uden tilstrækkelig effekt.